Et Spadestik Dybere 2011 - mere kvalitetsjournalistik end nogensinde
Aldrig har konferencen Et Spadestik Dybere budt på så meget undersøgende kvalitetsjournalistik.
I år får deltagerne nemlig også de bedste eksempler på undersøgende journalistik begået af landsdækkende danske og nordiske medier, når konferencen bliver en selvstændig men integreret del af Den store graverkonference 18. og 19. november i DR Byen.
I vores optik forenes det bedste fra to verdener. Spadestikskonferencen, med dens rene fokus på kvalitetsjournalistik begået af lokale og regionale medier, står uantastet i både omfang og kvalitet. Samtidig kan vi tilbyde medarbejderne fra lokale og regionale medier at blive inspireret af de bedste eksempler på graverjournalistik leveret af landsdækkende danske og nordiske medier.
Sidste års tre finalister
Spadestiksprisen på 100.000 kroner overgås fortsat ikke af nogen anden journalistisk pris herhjemme, mens gallafesten med prisuddelingen har et betragteligt større vingefang end hidtil. Deltagerbetalingen vil være på niveau med den pris, deltagerne hidtil har betalt for spadestikskonferencerne alene.
Samtidig bliver gallafesten formentlig ikke kedeligere af, at vi sandsynligvis bliver 3-4 gange så mange som hidtil.
Der er med andre ord ualmindeligt gode argumenter for at deltage i år.
Vel mødt,
Morten Brøcker, fmd. for foreningen Et Spadestik Dybere.
Konferencen Et Spadestik Dybere 2011 afholdes i dagene 18. og 19. november 2011 i samarbejde med Foreningen for Undersøgende Journalistik, FUJ og Nordisk Journalistcenter, NJC.
