Et enigt dommerpanel var rørt over dette flotte fortællende og anderledes projekt om udsendte soldater i krig. Vi har hørt masser af historier om krigsinvalide og den højeste pris. Her går historien helt ind under huden på personerne i historien og på læseren. Derfor får de Danmarks største journalistpris, Spadestiksprisen på 100.000 kroner.

”Årets vinder af Spadestiksprisen er en sublim fortalt anderledes historie om vores udsendte, der går helt ind under huden og fortæller om, hvordan psyken ændres hos soldater og pårørende under udsendelse,” siger formand for dommerkomiteen, Rune Holm.

Rikke Hyldgaard og Peter Leth-Larsen har fulgt den 22-årige Jacob i tiden før, under og efter hans 7 måneder lange udsendelse i Afghanistan og skrevet en dybt personlig og medrivende fortælling om de spor, krigen har sat.

”Til tider i historien føler man at man selv er med i historien, når det banker på døren. Er det Jacob, der er sket noget med?” siger Rune Holm.

Nomineret var også NORDJYSKE Mediers gravergruppe og Gitte Kvist fra DR Østjylland for historier om henholdsvis konkursryttere og forholdene for fødende kvinder.

Se projektet her

Birgit Røe Mathisen skriver doktorgrad om lokalpressen og erhvervslivet, og hun fortalte blandt andet om den norske lokalavis, der fik forbløffede reaktioner fra lokalsamfundet efter en kritisk artikel om sygehusets behandling af kræftramte.

Og det er noget, der går igen i flere byer. Ifølge Birgit Røe Mathisen har lokalsamfundet stærke forventninger til, at deres avis er positiv og ikke bringer kritiske historier om lokale institutioner. Hun understreger også den personlige omkostning for den undersøgende journalist, som uundgåeligt møder de folk, han er kritisk over for, i supermarkedet og til forældremødet.

Også nærheden var en af udfordringerne for de to journalister fra Østlands Posten, Erik Werner Andersen og Gry Remme Nordvik, der tidligere på dagen holdte oplæg om deres afsløring af Larvik-borgmesterens hemmelige konto. Under deres arbejde med sagen blev de bevidste om lokalsamfundet store modstand mod kritisk journalistik. Folk ville tilsyneladende helst ikke vide noget som helst om deres populære borgmester.

Men nærheden kan også være en fordel, viser Birgit Røe Mathisens undersøgelser. Ud over at lokalmedierne er der, hvor folk er, har journalisterne automatisk et kæmpe kildenetværk i lokalsamfundet, de kan trække på. Og det burde i princippet gøre den undersøgende lokaljournalistik nemmere.

Niels Hanson fortalte blandt andet om sidste års afsløring af den kommunale tjenestemand fra Göteborg, der bestak en lokal bygherre og byggede privat for skatteborgernes penge. Her arbejde journalisterne ud fra et for mange omvendt princip: at konfrontere de ansvarlige kilder så tidligt som muligt.

Det sparer ikke blot tid, siger Niels Hanson, det giver også journalisten mulighed for og tid til at kontrollere de ansvarliges forklaringer.

I programmet om Göteborg-bestikkelsen troppede journalisterne som noget af det første op uden for den kommunalt ansattes dør, som velvilligt lukkede dem ind. Fordi journalisterne endnu ikke havde været i kontakt med kommunen for at få beviser, var han ikke blevet advaret – og havde ikke haft tid til at forberede sin bortforklaring. 

Lars Teilmann, Caspar Birk og Palle Jensen er nomineret for deres artikelserie om de lokale konkursryttere, der har efterladt sig en række faldne selskaber i det nordjyske.

Artiklerne er resultatet af et større researcharbejde, der blev sat i gang af en 124 sider lang liste over samtlige konkurser i Nordjylland. Herfra fik de tre blandt andet afsløret den lokale mediemogul, der fortsat udgiver magasiner, mens selskaberne bag går konkurs på stribe.

Det blev en optagelse af et telefoninterview med en konkursramt, der satte gang i en større principiel diskussion i salen. Kilden nægtede at deltage i interviewet, men tilbød at svare på spørgsmålene over mail. Det fik han ikke lov til. 
Optagelsen affødte flere spørgsmål fra publikum om, hvorvidt man kan lave konfronterende interview på skrift – og om man kan nægte kilder at få stillet spørgsmålene på mail.

De tre gravere er ikke i tvivl:

”Vi kan ikke lave kritiske interview på mail. Stiller man seks spørgsmål, svarer de kun på tre. Desuden har man ingen mulighed for at spørge ind eller for at vide, at det er den rigtige, der svarer,” siger Caspar Birk.

”Man opnår én ting: at interviewet stivner fuldstændig. Din kilde har forberedt det hele hjemmefra. Det hele går for kilden ud på at huske, hvad de skrev, frem for at svare på, hvad de blev spurgt om,” tilføjer Palle Jensen.

Enkelte blandt publikum tvivler dog stadig på fremgangsmåden og pointerer, at kilden stadig har ret til at blive hørt. Men de fleste er enige om, at kravet om mailinterviews er noget nyt.

”Det er dem Christiansborgjournalisterne, der har startet det der med, at man laver kontrakter. Det ved alle nu, så derfor får vi de her åndssvage krav fra kilderne. Alene det at de stiller krav forplanter sig til de almindelige kilder. Vi har snakket med malere og lærlinge, som også begynder at ville have spørgsmålene på forhånd,” siger Caspar Birk. 

Se projektet her

Det, der startede som et tip om, at gravide, der går over termin, er i større risiko for at miste barnet, endte med at have helt konkrete konsekvender for fødende kvinder. 

Ud over at Region Midtjylland har besluttet, at alle fødesteder nu skal overholde Sundhedsstyrelsens anbefalinger, blev der i foråret ændret praksis for gravide, der går over termin. De bliver nu tilbudt at få sat fødslen i gang en uge tidligere end hidtil.

For Gitte Kvist var det et bevidst valg at fokusere på praksis frem for enkeltpersoners mulige fejl på sygehusene. Det var i høj grad casens valg ikke at gå efter lægerne, men efter systemet. Selvom der fra salen bliver sat spørgsmålstegn ved, om det er klogt at rette sig efter kildernes ønsker om ikke at hænge enkeltpersoner ud, holder Gitte Kvist fast i sine valg.

”Hvis jeg havde opdaget et eller andet helt vildt, var jeg gået i dialog med hende. Eller hvis lægerne vidste, at det hele sejlede med netop denne her sag,” siger Gitte Kvist.

Hør indslagene her

Deres artikelserie ”Krig og kærlighed”, som er nomineret til årets Spadestikspris, er den personlige fortælling om 22-årige Jacob og tiden før, under og efter hans 7 måneder i Afghanistan.

Hverken fotograf eller journalist var til stede under Jacobs udsendelse, og netop det har stillet ekstra store krav til research, interviews og faktatjek under arbejdet med den fortællende journalistik.

Men udfordringerne har ikke afholdt journalisterne fra at ville fortælle den personlige historie om krig med en ung mands ord. 

”Vi skal dele krigen med soldaterne. Vi behøver ikke tage stilling til den eller have en fastlåst mening om den,” siger Rikke Hyldgaard, som mener, at den fortællende journalistik i høj grad har været med til at bringe historien - og krigen - tæt på læseren.

”Det er personen, der fylder meget, og det er et valg. Det synes jeg har været med til at gøre det vedkommende. Jeg får stadig mails for grædende mødre. Vi har ingen politiske beslutningsprocesser ændret, men vi har gjort en forskel med det her projet, især for de pårørende.”

Fra salen er der især interesse for, om en sideløbende nyhedsvinkel havde styrket historien, og om den burde have været en mere overordnet fortælling, der kunne starte en debat om krigen i et større perspektiv.

De to journalister er ikke uenige i, at en nyhedmæssig tilgang til emnet kunne kunne have givet projektet en ekstra dimension, men holder fast i effekten af deres valg.

”Det kunne også have afsporet historien om Jacob, tror jeg. Og jeg synes også, jeg oplevede, hvor fuldstændig engagerende fortællende journalistik er for læserne. Det ændrede også mit eget journalistiske verdensbillede. Der er andre måder at fortælle historier på end nyhedstrekanten,” siger Rikke Hyldgaard. 

Se projektet her

Vel mødt.

Det viser en rundspørge til medierne forud for Et Spadestik Dybere, som åbner i morgen.

I alt 41 redaktionschefer og chefredaktører på regionale og lokale medier er spurgt i undersøgelsen, som Peter From Jacobsen og Marianne Hansen, Danmarks Medie og Journalisthøjskole, står bag. De to præsenterer resultaterne og lægger op til debat om emnet.

Stort set alle de 15 redaktører, der har svaret, prioriterer undersøgende journalistik som et betydende redaktionelt udviklingsområde.

Af svarene fremgår det også, at når det ind i mellem kniber lidt med den undersøgende journalistik, er det især tiden, der er en hurdle. Kompetencer og ledelse bliver af nogle også betragtet som en mangelvare. Men interessen hos brugerne vurderes at være ret høj.

Barrierer, der står i vejene for undersøgende journalistik på lokale og regionale redaktioner, og hvordan man slår hul i muren, er emnet for konferencens paneldebat lørdag kl. 15.30 – 16.30.

Her vil Jesper Christiansen, nyhedschef TV2Nord, Poul Kjærgaard, redaktionschef Fynske medier og Søren Juul Baunsgaard, redaktør DR Danmark, fortælle om barriererne i deres organisationer, og hvad de gør for at fremme den undersøgende journalistik.

I den anledning bringer vi et interview udført via email:

 
Pressemeddelelse fra dr.dk

SP: Søren Juul Baunsgaard, i april i år lancerede DR de to jyske gravegrupper med journalister i Holstebro og Århus med dig som samlet chef. Men næsten før I kom i gang, lukkede I det ned. Hvad gik galt?

JB: Vi er ikke lukket ned. Og der er ikke noget, der er ”gået galt”. Vores øgede arbejde med undersøgende, gravende og tungere journalistik startede allerede i foråret 2010. Vores mål var – og er – at løfte stærke og væsentlige regionale historier ind på de landsdækkende platforme. Vi har i hele processen arbejdet med at finde den rigtige form på arbejdet, og vi har løbende evalueret formen. Vores faste gravegrupper gjorde en fantastisk indsats, men vi vurderede, at vi kunne opfylde mindst tre store ønsker ved at indrette os anderledes end i helt fasttømrede grupper: For det første kunne vi inddrage endnu flere reportere i det gravende arbejde – også i andre distrikter end Holstebro og Aarhus. For det andet kunne vi skabe et mere afvekslende arbejdsliv for de reportere, som var en del af gravegruppen. Og for det tredje kan gravegruppens journalister stadig grave næsten alle de arbejdstimer, de vil. Nok har de også vagter i vagtplanen, men for de fleste af gravegruppens reportere er vagtplanen stadig indrettet, så de selv kan planlægge en stor del af deres arbejdstid og begå undersøgende og gravende journalistik.

SP: Du har sagt til journalisten.dk, at I har besluttet at bruge penge på journalistik og ikke på struktur. Hvad i den oprindelige struktur var det, der tog pengene fra journalistikken?

JB: Jeg mener faktisk, at vi sikrer bedre vilkår for journalistikken – og dermed bruger vores penge bedre – ved at have en lidt løsere struktur på arbejdet. Vi oplever, at vi i den nuværende form sikrer en meget stor grad af fleksibilitet og opretholder en stor styrke af reportere, som kan sættes ind, når det er rigtigt at bruge tid på at grave. Samtidig har vi en gruppe journalister, som har særlige kompetencer i at grave. De kompetencer skal vi vedligeholde og udbygge – og det gør vi. Ved at arbejde friere kan vi også arbejde med flere typer af historier – og især sætte ind, når vi synes, at vi har særlige forudsætninger for at løfte en bestemt historie.

SP: I har altså ikke længere medarbejdere i en fast gravegruppe, men arbejder fra sag til sag. Hvilke ulemper synes du, der er ved at have en gravegruppe, hvor de samme journalister over længere tid oparbejder en rutine i at arbejde med undersøgende journalistik?

JB: Den eneste ulempe jeg kan få øje på er, at vi kan få mere ud af at indrette arbejdet anderledes.

SP: Og hvilke fordele ser du ved at arbejde som i gør nu?

JB: Vi giver gode vilkår til de journalister, som har særlige kompetencer for at grave. Vi sikrer også en stor fleksibilitet og har muligheden for at sætte ekstra ressourcer ind på egne eller fælles historier. Samtidig har vi skabt endnu bedre vilkår for at få gravende og undersøgende journalistik til at blive en naturlig del af alle DRs distrikter.

SP: Vil DRs distrikter komme til at producere lokal/regional undersøgende journalistik, som vil være så stærk, at det kan vinde en spadestikspris?

JB: Ja!

Om to uger samles journalister og redaktører til spadestikskonferencen, hvor vi for 5. gang uddeler landets største pris for undersøgende journalistik. Prisen på 100.000 kroner har i år kun tiltrukket syv indstillede projekter fra seks medier. Det hidtil mindste antal siden den første spadestikskonference i 2002.

Måske havde bestyrelsen en forudanelse om den udvikling, da den tidligere i år besluttede at sætte fokus på, hvad der kan bremse lokale og regionale medier i at udføre kritisk undersøgende journalistik. Det sker blandt andet med bidrag fra norske journalister og forskere.

På 2010 konferencen vakte det berettiget opsigt, da chefen for JydskeVestkysten fortalte, hvordan han ville satse på mere undersøgende journalistik ved at afsætte penge til formålet i budgettet.  Det er baggrunden for spadestik-interviewet med Peter Orry, ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for JydskeVestkysten:

SP: Peter Orry, på spadestiks konferencen 2010 fortalte du om dit initiativ med at afsætte penge til indkøb af vikarer på alle jeres redaktioner, når de ville prioritere at bruge kræfter på undersøgende journalistik. Hvordan gik det med den ordning?

PO: ordningen har haft en god psykologisk virkning - men der er i praksis ikke så stor søgning til puljen, som jeg kunne ønske. Vi har formentlig en mental barriere, der skal overskrides på lokalredaktionerne. Det føles voldsomt at bede om gravepenge, når man sidder på lokalredaktion med fokus på dagens web og morgendagens print. Den barriere har vi ikke fået nedbrudt i tilstrækkelig grad endnu. Og så ligger det i vores DNA at vi arbejder dag til dag - også med den tungere journalistik - og så søger man ikke om vikarhjælp til sine projekter. Her ligger en fortsat udfordring, for vi skal forbedre vores undersøgende journalistik.

SP: Hvor mange penge var afsat i budgettet, og hvor mange blev benyttet til formålet?

PO: Det har jeg ikke aktuelle tal på, men puljen er langt fra brugt.

SP: Kører ordningen videre?

PO: Ja.

SP: JydskeVestkysten har stolte traditioner i spadestik sammenhæng. I vandt blandt andet den allerførste pris i 2004. Og i plejer at have projekter med i konkurrencen. Men ikke i år. Hvordan kan det være?

PO: Vi har det seneste år haft megen fokus på den konstruktive journalistik. Vi har lavet en række store journalistiske projekter, som vi dog ikke har syntes falder ind under gravejournalistik. Men sammen med Jesper Borup, SDU, og Pressens uddannelsesfond har vi lavet et omfattende roadshow og projekter inden for konstruktiv journalistisk - ex. vadehavsprojekt, ex. administrativt bøvl for foreninger i forbindelse med byfester. Det er formentlig en væsentlig grund til at, vi ikke har indstillet projekter. Vores fokus har været et andet sted.  

SP: Tager i initiativer for at komme stærkt tilbage inden næste spadestiks konference?

PO: Det vil vi meget gerne gøre, så det overvejer vi.