Et spadestik dybere
Et spadestik dybere

Rekordinteresse for at vinde Spadestiksprisen

Billede

Sådan så det ud for snart to år siden, da formanden for Spadestiksjuryen Peter Graae, holdt talen for de nominerede. Bag ham to af dem, Morten Svith og Thomas Gregersen.

Først i det nye år afslører vi de tre nominerede til Spadestiksprisen 2020. De fire i juryen er på hårdt arbejde, for der er rekordmange indstillede projekter til den flotte pris. Hele 31 kæmper om at vinde æren og de 100.000 kroner, og det er tre flere end ved Spadestikskonferencen for to år siden, som var det højeste antal, siden den første Spadestikspris blev uddelt.

Denne gang er det tydeligt, at især TV2 regionerne har meldt sig ind i konkurrencen. I alt 15 eller tæt på halvdelen af de indstillede projekter kommer fra syv af de otte TV2-regioner. I 2018 var der fem indstillede projekter fra fire regionale tv-stationer.

Første ugeavis
Fra avis-verdenen er der status quo med 11 indstillede projekter. Men en bemærkelsesværdig indstilling springer i øjnene. For det er nemlig første gang et projekt fra en ugeavis er med i puljen. Det er Elbo Bladet, der udkommer i Fredericia, som markerer en milepæl i Spadestiks historie. Det indstillede projekt med titlen Morfinbyen Fredericia er ovenikøbet indstillet af en konkurrent eller kollega, nemlig ledelsen på den regionale tv-station TV2 Syd.

Læser indstiller
Årets Spadestikskonference kommer med endnu en førstegangsoplevelse, idet der for første gang er en indstilling sendt afsted af en læser. En beboer på Bornholm og flittig bruger af færgen har indstillet et projekt fra øens avis, som handler om Molslinjens problemer med at drive færgeforbindelsen. Indstillingen er skrevet af Laila Kildesgaard, Hasle, direktør i Kommunernes Landsforening, som i en tidligere artikel her på sitet også roser hele ideen med Et Spadestik Dybere: "En kritisk undersøgende presse er altafgørende for et velfungerende demokrati".

Radio skruer ned
Selvom det er et rekordår med de mange indstillinger til Spadestiksprisen kommer vi ikke uden om at nævne, at det er gået den forkerte vej for radio-kollegerne. I 2018 var der ialt 12 indstillinger fra seks af de ni DR-regionalradioer. Denne gang er der fem fra tre redaktioner. DR København og DR Østjylland er begge med igen og de to tegner sig for i alt fire indstillede projekter, samme antal som sidst.

Følg med her på sitet og på vores twitter, når vi om få dage offentliggør de tre nominerede til Spadestiksprisen 2020.

Blizzload