Et spadestik dybere
Et spadestik dybere

Mere graver-journalistik for prisen

Billede

 


Aarhus Stiftstidende brugte medie-delen af Spadestiksprisen på at styrke avisens graver-journalistik. Spadestiksprisen er delt i to halvdele på hver 50.000 kroner. Den ene del gives til journalisten eller journalisterne bag vinderprojektet. Den anden del gives til det medie, hvor journalisten har udført det prisvindende projekt og øremærkes til, at mediet gennemfører mere kritisk, undersøgende kvalitetsjournalistik. Den seneste vinder af Spadestiksprisen var Morten Svith fra Aarhus Stiftstidende, der vandt for afdækningen af "Skandalechefen" i Aarhus Kommune. Dermed tilfaldt der også 50.000 kroner til avisen. Chefredaktør Jan Schoubye fortæller her, at avisen blandt andet brugte pengene på at kigge kommunen endnu mere efter i kortene:

"Jublen og stoltheden var stor, da vi på Århus Stiftstidende sidste år blev tildelt Spadestiksprisen for Morten Sviths artikelserie om Skandalechefen i Aarhus Kommune.

De 50.000 kroner, som avisen fik, brugte vi på at købe vikarer, der kunne frigøre de fastansatte journalister til at grave gode historier frem. En af de historier, vi fik gravet frem på den måde var Søren Willumsens historie om Dokk1 – et kommunalt byggeri med blandt andet hovedbibliotek og borgerservice til en pris af over to milliarder kroner.

Da Aarhus Kommune besluttede at bygge Dokk1, blev bygningen på havnen bygget markant større, end det var nødvendigt i forhold til hvad kommunen selv skulle bruge af kvadratmeter. Det skete med fuldt overlæg for at kommunen efterfølgende kunne udleje en del meget dyre kvadratmeter og dermed hente en del af byggesummen hjem igen.

Den fremgangsmåde er naturligvis ikke lovlig, men det var først da Søren Willumsen fik gravet sagen frem og tog fat i Økonomi- og Indenrigsministeriet, at Aarhus Kommune overhovedet ville erkende, at den havde overtrådt reglerne. Trods flere henstillinger undlod kommunen at lovliggøre byggeriet. Først da Søren Willumsen endnu en gang gravede i sagen, tog kommunen sig sammen og fik lovliggjort projektet ved at sælge de ”overflødige” kvadratmeter."

Blizzload