Et spadestik dybere
Et spadestik dybere

Juryformændenes oplevelser

Billede

I dag den 15. januar,  er der under en uge til Spadestikskonferencen 2020. På konferencens første dag vil de i alt seks nominerede til de to priser præsentere deres arbejde, inden vinderne får priserne overrakt under den festlige middag. Billedet er fra 2018.

Du kan se alle nominerede projekter på forhånd, faktisk kan du se alle indstillede projekter. Vi anbefaler meget stærkt, at du sætter dig ind i de nominerede projekter på forhånd, fordi præsentationen på konferencen forudsætter et vist kendskab til projekternes indhold.

Alle projekter her

De nominerede er udvalgt af to juryer, og vi har bedt de to juryformænd om deres vurderinger af kvaliteten i det materiale, der er sendt ind.

Formand for juryen bag Det digitale Spadestik, Katrine Birkedal Frich:

“Det har været et privilegium at få lov at læse, se og lytte til de indstillede projekter i den digitale kategori. Ingen tvivl om, at den digitale platform er ved at blive en naturlig og velintegreret del af lokaljournalistikken.”

“Flere projekter udmærket sig ved især at tage afsæt i de nye muligheder for at inddrage video og let animation, når en historie skal formidles digitalt. Også longread-formatet vinder indpas hos lokaljournalisterne, når historierne skal udfoldes digitalt.”

“At få tyngde ind i den undersøgende research samtidig med den lokale vinkel opdyrkes og historien formidles i mange formater, kan dog stadig styrkes. Vi har til gode at se de HELT tunge researchmetoder taget i brug i den digitale kategori.”

Juryen bag Det digitale Spadestik: Katrine Birkedal Frich, Magnus Bjerg, Nils Mulvad.

 

Formanden for juryen bag Spadestiksprisen, Morten Svith:

”Det har været et stort arbejde og en endnu større fornøjelse at gennemgå de omkring 30 indstillede projekter. Man bliver glad af at se, hvor meget dybdeborende journalistik af høj kvalitet, der bliver lavet på lokale og regionale medier trods efterhånden mange års nedskæringer af bemandingen på redaktionerne.”

”Jeg glæder mig til at høre de mange spændende oplægsholdere på Spadestikskonferencen – og især ser jeg frem til at lytte og kigge med, når journalisterne bag de tre projekter, der er nominerede til Spadestiksprisen, skal fortælle om deres gravearbejde og dele deres overvejelser og erfaringer med alle os andre.”

Juryen bag Spadestiksprisen: Morten Svith, Inga Vind, Sabine Matz, Christian Jensen.

Blizzload