På programmet: Med AI og data afslører vi ulighed.
Den nordnorske lokalavis iTromsø er blevet en spydspids for datajournalistik og kunstig intelligens, efter avisen ansatte en udvikler og oprettede en dataredaktion i 2022.
Det første projekt var den ambitiøse serie «Byen vår», hvor journalisterne undersøgte økonomiske og sociale forskelle i Tromsø. Avisen indhentede data om levekår, indtægt, biler og boligmarked på bydelsniveau for at afdække, hvilke liv indbyggerne lever i forskellige områder af kommunen. Avisen har vundet flere priser for projektet, blandt andet den prestigefyldte Dataskup-pris.
Kort efter startede arbejdet med AI-værktøjet Djinn, hvor iTromsø ønskede at tilvejebringe bredere deltagelse i de demokratiske processer, der former vores byer og hjemsteder. Løsningen indsamler 12.000 plan- og byggesagsdokumenter hver måned, opsummerer dem og rangerer dem efter nyhedsværdi, hvilket gør det lettere at finde de gode og vigtige historier. Arbejdet med platformen startede i april 2023. Nu dækker den en tredjedel af alle kommunerne i Norge og bruges af 35 aviser, og flere værktøjer er på vej. Djinn var i år en af fem finalister for bedste brug af kunstig intelligens i Global Media Awards.
Lars Adrian Giske og Louise Holst Andersen holder deres oplæg om tirsdagen. I deres præsentation giver de indblik i deres strategi, værdigrundlaget bag arbejdet, og hvordan redaktionen og udviklings- og analysemiljøet arbejder tæt sammen for at afdække ny viden.
Bioer:
Louise Holst Andersen er tidligere journalist i lokalavisen iTromsø og var en af kræfterne bag det prisvindende projekt «Byen vår» om økonomiske og sociale forskelle i Tromsø. Hun fik senere tildelt prisen «Ungskarven» for sit journalistiske virke i Nord-Norge.
Andersen er uddannet fra Journalisthøjskolen i Århus og fra Ingeniøren/Version2, hvor hun blandt andet afslørede, at Danmarks største affaldsselskab oplyste offentligheden om stærkt oppustede genanvendelsestal.
Hun har netop færdiggjort Columbia University’s «Lede Program» i datajournalistik i New York og har erfaring med at indsamle og analysere store datasæt. Nu studerer hun softwaredesign på IT-Universitetet i København for at udvikle sine tekniske færdigheder endnu mere.
Lars Adrian Giske er AI-chef hos iTromsø, hvor han leder udviklingen og kommercialiseringen af nye undersøgelsesværktøjer. Han er medlem af Polaris Medias udvalg for AI-strategi og anvendelsesmuligheder.
Med over 10 års erfaring som undersøgende journalist og deskleder har Giske spillet en central rolle i at drive innovationen inden for kunstig intelligens. Han var hovedkraften bag udviklingen af Djinn, og arbejder nu med at lave nye værktøjer.