Et spadestik dybere
Et spadestik dybere

Jury-formand: Jeg har høje forventninger

Billede

-Som formand for årets jury og vinder af Spadestiksprisen 2015 glæder jeg mig til at blive præsenteret for det bedste af den undersøgende og kritiske journalistik fra de lokale og regionale medier.

-Jeg ved jo, at der er et hav af dygtige og sultne journalister på de pågældende medier, så jeg har høje forventninger.

Sådan siger Peter Graae, journalist på TV2, formand for juryen, der skal udpege vinderen af Spadestiksprisen. Han er født formand for den fire personer store jury, fordi han vandt Spadestiksprisen i 2015 sammen med to kolleger på TV Øst, hvor han arbejdede dengang.

-For mig var det et stort øjeblik at vinde Spadestiksprisen, sammen med to gode kollegaer, for konkurrencen var som altid hård.

-Det er rart at få ros for sit arbejde, og Spadestiksprisen fungerer også til at vise branchen, at man eksisterer, men først og fremmest er prisen vigtig som påmindelse til de lokale og regionale medier, om at de også fremadrettet skal prioritere ressourcer, så journalister kan lave undersøgende journalistik.

Hele 27 projekter er indstillet til dette års Spadestikspris, så Peter Graae og de øvrige jury-medlemmer er på hårdt arbejde. De modtog kasser med materialet forleden og mødes første gang i den kommende uge.

-Jeg glæder mig til at bedømme de indstillede projekter, og ikke mindst til at møde journalisterne og høre om arbejdet bag. Det bliver lærerigt, og intet er afgjort før den sidste præsentation på Koldingfjord.

Som sidst vil juryen i første omgang nominere tre til Spadestiksprisen. De tre præsenteres på konferencen, og først derefter vil juryen sætte sig sammen og finde den endelige vinder. Det sker om eftermiddagen d. 23. januar. Vinderen udpeges under aftenens gallamiddag.

Spadestiks-juryen:

Peter Graae (fmd), journalist, TV2

Kirsten Axelsen, redaktionschef, TV MidtVest

Sabine Matz, redaktør, den undersøgende redaktion, DR

Christian Jensen, ansv. chefredaktør, Politiken

Blizzload