Opiat-byen
Skrevet af Laust Tuxen Hedegaard
Journalister: Rune Weitling og Mark Michael Hede, Esbjergredaktionen, JydskeVestkysten
Indstilles af chefredaktør Mette Cramon og redaktionschef Louise Lauritsen, JydskeVestkysten.
Journalisterne Rune Weitling og Mark Michael Hede har fortjent at vinde Spadestikprisen for deres afdækning af opioidkrisen gennem serierne ”De Nye Misbrugere” og ”Bakkevejs Brutale Bagside”.
- Jeg mærkede euforien. Alt føltes bare bedre. Min hjerne var simpelthen bare vild med dem. Og de virkede jo uskyldige. Pillerne.
Under et år senere var unge Nicklas Wind så afhængig af heroin, at han var minutter fra at dø i en trappeopgang i Horsens.
I sommeren 2022 modtog journalisterne Mark Hede og Rune Weitling et opkald fra en desperat mor. Hendes søn var fanget i et massivt misbrug af opioider, og hun kunne opsigtsvækkende fortælle, at flere unge i lokalområdet allerede var døde, mens Esbjerg Kommune ifølge hende negligerede problemet.
Men kunne det virkelig passe? Hvordan kunne det i så fald lade sig gøre? Og hvad blev der egentlig gjort?
Mark og Rune kastede sig ind i sagen, selvom den daglige nyhedsproduktion også skulle opretholdes. Igennem halvandet års vedholdende graverarbejde har de i dag sat både lokal, regional og national dagsorden med serien ”De nye misbrugere”.
De to JV-journalister etablerede hurtigt tillid til adskillige familier og unge opioid-afhængige ved at være tålmodige, tilgængelige udenfor almindelig åbningstid og undgå at presse for meget på. Langsomt og gradvist fik de opbygget en solid base af kilder dybt inde i og lige udenfor misbrugsmiljøet. De gennemgik samtidig nøje rapporter fra kommune, sundhedsvæsen og politi ved løbende at søge aktindsigter, uden at afsløre deres egentlige fokus. Der blev desuden brugt mange kræfter på strategisk planlægning af researchen: Hvad havde de? Hvad manglede de? Hvordan og i hvilken rækkefølge skulle artiklerne lanceres for at maksimere deres effekt og råbe politikerne op?
Den 26. januar 2023 kl. 19.30 blev det første resultatet af deres arbejde offentliggjort som tophistorien på JV.dk: "Truede sin mor med kniv og stjal fra familien juleaften: Dan var en 20-årig håndværker med mod på livet – en enkelt pille ændrede alt". Næste morgen fulgte hovednyheden: "Nyt misbrug eksploderer blandt lokale unge ned til 12 år – 'uskyldige' piller er lige så farlige som heroin, og mindst 4 er døde".
De to artikler markerede begyndelsen på serien "De nye misbrugere", der over tid udviklede sig til mere end 40 artikler. Mark og Rune undersøgte minutiøst det eskalerende misbrug af farlig, receptpligtig medicin blandt unge i Esbjerg og dokumenterede, hvordan dette har ført til vold, kriminalitet, menneskelige tragedier og dødsfald.
Journalisterne har anvendt en bred vifte af genrer og metoder, fra klassiske nyhedsartikler og dybdegående features til konfrontation, reportage og nekrolog. De har krydset fakta med rørende fortællinger, brugt tal og data til at underbygge påstande og formidle det nye og voksende narkomarked, der har enorme konsekvenser for både familier og det offentlige system. Som det første medie i Danmark afdækkede journalisterne systematisk denne nye form for dødeligt misbrug i en lokal kommune. Ikke bare dets konsekvenser, men også baggrunden for det – pillernes rejse, pusherne bag og den kommunale misbrugsbehandlings voldsomme mangler.
Og netop heraf udsprang serien "Bakkevejs brutale bagside", hvor journalisterne brugte lignende metoder til at afdække de ekstreme og forråede forhold på Center for Misbrug og Heroinklinikken i Esbjerg. De fulgte også her både et dokumentspor og indhentede mundtlige kilder. De afdækkede, hvordan et stort antal ansatte flygtede fra et usundt arbejdsmiljø, mens de afslørede, hvordan de allermest sårbare borgere blev svigtet. Serien omfattede over 15 artikler og afslørede ulovligheder, vold, prostitution og ledelsessvigt. Forhold, der understøttede eskaleringen af opioid-misbrug i Esbjerg Kommune.
Begge serier har haft omfattende konsekvenser. Journalisternes arbejde er endt med at få det, der begyndte som en mors nødråb, på den nationale dagsorden både politisk og journalistisk.
Esbjerg Kommune aflyste bl.a. en større besparelse på misbrugsområdet, og lokalpolitikerne har i dag bedt om en større kulegravning af opioiderne i Esbjerg. Centerlederen og centerchefen på Center for Misbrug er som en konsekvens af avisens afsløringer ikke længere ansat. En folketingspolitiker har anmeldt et kommunalt misbrugstilbud til socialtilsynet, og Region Syddanmark har lanceret en handleplan, der skal mindske lægers udskrivning af opioider på hospitaler og i almen praksis.
Justitsministeren bad efter avisens første artikler Rigspolitiet og de retsmedicinske institutter om redegørelser, og opioider er i dag klassificeret som de farligste stoffer i Danmark. Endeligt adresserede statsministeren problemet i sin afslutningstale i Folketinget og annoncerede samtidig en national handlingsplan mod opioider. Serien har også haft afgørende og livsændrende betydning for mange misbrugere og pårørende, der i dag har fået hjælp og ikke mindst oprejsning efter års kamp mod et system, der svigtede. Det samme gælder for de ansatte på Center for Misbrug og Heroinklinikken, som har fået både ny ledelse og stor indflydelse på, hvordan arbejdspladsen i de kommende år bliver skruet sammen.