Line Ettinger Julsgaard og Jacob Andersen, Nordjyske, for artikelserien ”Akut krise”
Skrevet af Karen Keinicke
Indstilling af Line Ettinger Julsgaard og Jacob Andersen, Nordjyske, for artikelserien ”Akut krise”, en afdækning af kritisable forhold i det akutte beredskab i Region Nordjylland:
Det nordjyske akutberedskab er i krise.
Ambulancerne holder stille, personalet presses til det yderste, og borgerne i Nordjylland risikerer, at de ikke får hjælp til tiden, når det er allermest presserende.
I artikelserien “Akut krise” udfolder journalisterne Line Ettinger Julsgaard og Jacob Andersen gennem vedholdende gravearbejde en række skandalesager i det nordjyske akutberedskab. Line og Jacob har på forbilledlig vis afsløret, hvordan topledelsens prioriteringer har ført til stor utilfredshed og direkte mistillid blandt medarbejderne – en tillidskrise, der efterfølgende har sat dybe spor i det nordjyske akutberedskab.
De første afsløringer handlede om grænseoverskridende adfærd til en julefrokost, hvor en direktør slikkede på en underordnet, og den allerøverste direktør undlod at reagere på ofrets sygemelding. Sagen blev holdt hemmelig, indtil Nordjyske kunne fortælle, hvad der var foregået.
Da Nordjyske gik ind i den konkrete sag blev det tydeligt, at problemerne stak dybt og gav store problemer helt ud til den enkelte akutkørsel. Journalisterne gik derefter i gang med at afdække forholdene i akutberedskabet, blandt andet på baggrund af en lang række interne dokumenter, som journalisterne via grundigt kildearbejde er kommet i besiddelse af.
Afsløringerne har efterfølgende ført til, at Region Nordjylland har vedtaget helt nye retningslinjer for grænseoverskridende adfærd for alle ansatte og ledere i hele det nordjyske sundhedsvæsen.
Mens Den Præhospitale Virksomhed under Region Nordjylland hele tiden har fastholdt, at problemerne kun er interne og ikke har konsekvenser for borgerne, har journalisterne vist, at det ikke er sandheden.
Senest med historien om patienten, der måtte ligge en time på asfalten i Skagen og vente på ambulancens ankomst.
Politikerne i Region Nordjylland er nu begyndt at tage hul på den store diskussion om, hvorvidt det var den rigtige beslutning at spare 25 millioner kroner årligt og lade regionen selv stå for at drive det nordjyske akutberedskab.
Akutberedskabet fylder ikke meget for nordjyderne, før de en dag selv får brug for hurtig hjælp. Men som borger har man en forventning om, at hjælpen så er der.
Line Ettinger Julsgaard og Jacob Andersen har med deres vedholdende og grundige dækning af det nordjyske akutberedskab vist, at beredskabet slår sprækker. Og først når man kender til problemerne, kan man begynde at diskutere, hvordan man får dem løst. Derfor skal Line Ettinger Julsgaard og Jacob Andersen indstilles til Spadestikprisen 2024 for artikelserien “Akut krise”.
Det er indtil videre blevet til mere end 20 artikler, den første blev publiceret i slut februar. Link til syv af artiklerne er vedsendt.
Karen Keinicke, journalistisk chefredaktør, Nordjyske
Kevin Walsh, ansv. chefredaktør, Nordjyske