Landevejens skjulte pirater
Skrevet af Rikke Baltzer
Rigtig mange undersøgende projekter starter med et tip. Med et tip har man et udgangspunkt. Et sted at starte.
Dette projekt startede med en undren. Og dermed var det op til journalist(praktikant) Nanna Cecilie Madsen selv at finde ud af, hvor og hvordan hun skulle stikke spaden i jorden.
Nanna Cecilie Madsens undren opstod i forbindelse med drabet på Mia Skadhauge Stevn. Man formodede, at Mia havde sat sig i en pirattaxi, og det fik Nanna Cecilie Madsen til at spørge sig selv: Hvor stort er problemet med pirattaxier egentlig her i Syd- og Sønderjylland – og har det haft nogle konsekvenser?
Resultatet blev en serie, hvor hun afslørede et hemmeligt netværk mellem pirattaxi-chauffører og kunder, som end ikke politiet kendte til. Hun kom i kontakt med en stribe chauffører og kunder, som fortalte om deres bevæggrunde for at være en del af ulovlighederne, og endelig beskrev hun de menneskelige konsekvenser, det kan have, hvis man sætter sig ind i den forkerte bil.
Nanna Cecilie Madsen skal vinde Spadestiksprisen på baggrund af det solide og vanskelige kildearbejde, det har krævet at bringe historien frem i lyset, og fordi hendes projekt har været med til at oplyse og advare andre mod at ende i ubehagelige og decideret farlige situationer.
For at få hul på historien skrev Nanna Cecilie Madsen ud i diverse bygrupper på Facebook og efterlyste folk, der enten selv har benyttet pirattaxier eller på anden måde har kendskab til fænomenet. Hun blev bestormet af henvendelser, og så vidste hun, at der var noget om sagen.
Hun begyndte at kontakte folk én efter én, og pludselig kom hun i forbindelse med en kilde, som lukkede hende ind i en hemmelig Facebook-gruppe, hvor der bliver organiseret pirattaxikørsel i Esbjerg-området. Hun vidste, at hun ville blive smidt ud af gruppen, så snart hun gav sig til kende eller begyndte at kontakte medlemmerne. Så hun startede med at tage screenshots af samtlige navne og opslag i gruppen. Dels som dokumentation og dels for at sikre navne og kontaktoplysninger på mulige kilder.
Nanna Cecilie Madsen har brugt utallige timer på at skrive og tale med både chauffører og kunder for at få dem til at fortælle deres historie. Det har krævet stor tålmodighed og en suveræn evne til at få kilderne til at føle sig trygge. Resultatet blev, at Nanna Cecilie Madsen i marts kunne tage læserne med ind i et lukket miljø, som de ellers ikke ville have fået et indblik i. Hun formår at få både kunder og chauffører til at fortælle ærligt om, hvorfor de tyer til den ulovlige kørsel – og det er med til at skabe perspektiv og nuance i en den heftige debat i kølvandet på Mia-sagen.
Artikelserien gør brug af anonyme kilder – og det har givet anledning til mange overvejelser. I sidste ende vurderede Nanna Cecilie Madsen i enighed med nyhedsredaktør Rikke Baltzer og chefredaktør Mads Sandemann, at det ikke ville være muligt at fortælle historien uden. Eksempelvis var anonymitet en forudsætning for at kunne fortælle historien fra pirattaxi-chaufførernes side.
Det lykkedes Nanna Cecilie Madsen at komme i kontakt med en mandlig case, som stod åbent frem og fortalte, at han er blevet dopet og bestjålet af en pirattaxichauffør. Også her udviste Nanna Cecilie Madsen en undersøgende tilgang. Hun tog nemlig ikke kildens ord for gode varer – nej, hun efterprøvede påstandene hos politiet og en række dokumenter i sagen.