Værgesagen
Skrevet af Anders Leonhard
TV2 Nord vil gerne indstiller journalisterne Per Harder Højbjerg og Jesper Bo Winther for deres afdækning af de store problemer med professionelle værger og den manglende retssikkerhed for de værgedes og deres pårørende.
Historierne har afdækket, at både de pårørende og de værgede har været efterladt i et tomrum uden retssikkerhed. Det er en journalistisk indsats, som gør en stor forskel for en gruppe mennesker, der normalt ikke bliver hørt i deres kamp mod et system, som Jesper og Pers projekt har udstillet som værende unfair og umenneskeligt.
Rækken af historier har også i sidste ende ført til, at Civilstyrelsen har lavet en redegørelse, der lå klar på justitsministerens bord i januar 2024. Og på baggrund af den har Peter Hummelgaard bebudet ændringer i værgelovgivningen, så de mennesker, hvis forhold forvaltes af en professionel værge, får en styrket retssikkerhed for både dem selv og deres pårørende.
Eksempelvis vil det - når lovændringen kommer - ikke længere være muligt, at en værge kan have 72 værgeforhold, der i alt giver op til 720.000 i løn, som i en af de historier TV2 Nord har bragt. Der vil simpelthen komme et loft over, hvor mange værgeforhold, man kan have. TV2 Nords afdækning har også vist, at det er særdeles svært for pårørende at blive værger for deres respektive familiemedlemmer, og derfor skal det også være nemmere fremover at skifte ud i værgerne, har ministeren meldt ud.
Desuden skal der være et stærkere tilsyn med de professionelle værger, da TV2 Nords dækning har vist, at værger i flere tilfælde eksempelvis ikke kan redegøre for de værgedes pengesager, hvilket også har ført til politianmeldelse.
Metoden som de to journalister har brugt er klassisk i den forstand, at historien begynder med et tip, som i det her tilfælde var den hjerneskadede Hans Ratzer, der ikke måtte få besøg af sin familie på hospitalet. I løbet af tre år måtte han betale knap 90.000 kroner til professionelle værger - selv om hans søster Mette ville have udført opgaverne gratis. Det blev dog forhindret, fordi værgen nægtede at trække sig. Og herfra ruller en tiltagende undren over, hvordan det står til på området.
Det har været svært, at få myndighederne i tale ligesom værgerne heller ikke har ville stille op. Aktindsigter er blevet sendt, ligesom journalisterne har opsøgt værgerne på deres hjemadresser og fysisk banket på døren. Til gengæld er værgerne anonymiserede, og vi har ikke nævnt deres navne. Familieretshuset har også været svære at få i tale, og den dag i dag har de ikke stillet op til interview, men kun svaret skriftligt på mere generelle spørgsmål uden at forholde sig til de konkrete sager. Det har til gengæld ikke fået journalisterne til at stoppe, da historierne affødte flere tip fra pårørende, der også kunne berette om deres kamp med systemet. Sagen er også et godt eksempel på, hvordan lokalt valgte folketingsmedlemmer kan bringe sager med til Christiansborg, og i det her tilfælde få sagen bragt helt til tops, så det resulterer i lovændring.
Per og Jesper har arbejdet med sagen over længere tid samtidig med, at de har haft gang i andre projekter. På den måde har værgesagen hele tiden ligget og ulmet og nye historier er kommet til hen over tid. Og dækningen er ikke slut endnu. Politiet er stadig i gang med at efterforske en sag, som selvfølgelig også bliver fulgt op, når der er nyt. De vedhæftede artikler er med TV indslag indlejret, så vi har ikke medsendt nogle filer.