Et spadestik dybere
Et spadestik dybere

Opioid-piller i skolegården

Skrevet af Helle Majbritt Rasmussen

Intet at vise
Indhold

TV 2 Kosmopols nyhedsserie Opioid-piller i skolegården er en bemærkelsesværdig præstation inden for kritisk undersøgende journalistik. Dækningen har ikke alene afdækket et alvorligt ukendt samfundsproblem, men også skabt betydelig offentlig opmærksomhed omkring emnet. 

Det startede med en opmærksom praktikant, der opdagede et ualmindeligt opslag: Greves u18 misbrugsbehandlingstilbud Omega oplevede noget mystisk: Det væltede ind med unge som misbrugte noget de kaldte Dol. 

Ordet Dol viste sig at være slang for Tramadol – et vanedannende opioid, der findes i en række receptpligtige piller. Piller som gennem mange år har været brugt til smertelindring i sundhedsvæsnet. Men den helt unge del af befolkningen har fået øjnene op for en anden virkning ved pillerne: Rusen!    

Det efterlod os med en række spørgsmål: Hvor udbredt er det? Hvor får de unge pillerne fra? Hvor galt kan det gå?   

I starten af 2023 igangsatte TV 2 Kosmopol derfor et større undersøgende arbejde, for at afdække unges omfattende og voksende misbrug af illegale receptpligtige opioider. Projektet blev kaldt Opioid-piller i skolegården og udkom i en række tv-indslag og artikler.

Gennem en kombination af dybdegående research, følsom håndtering af sårbare unge kilder og modige journalistiske metoder, har TV 2 Kosmopol ikke blot dokumenteret den bekymrende udvikling, men også bidraget til at ændre den offentlige dagsorden og fremme en nødvendig samfundsdebat.

Det er særligt bemærkelsesværdigt, at TV 2 Kosmopol er lykkedes med at afdække flere dele af det svært tilgængelige og hemmelighedsfulde stofmiljø: Både 1) de kriminelles mønstre, ved at bl.a. at benytte metoder som undercover-stofhandel og skjult mikrofon i risikable situationer, og 2) de unges usynlige misbrug, ved at bruge unge kilder – ofte helt almindelige skoleelever – som selv repræsenterer tendensen. Og 3) Rusmiddelbehandlernes magtesløshed overfor problemet. 
Tilsammen har det blotlagt en problematik, der ellers er gået under offentlighedens radar. 

Seriens første case er det gribende møde med den 17-årige "Freja", der i et nært og følsomt interview åbner op om sin rejse fra at være en almindelig skolepige til at blive afhængig af opioid-pillen Tramadol. 
Interviewet, der blev muliggjort gennem flere trygge møder og for-samtaler med Freja, hendes terapeut og forældre, har været med til at give ansigt og stemme til en ellers skjult og tabuiseret problematik.

I en anden afslørende historie demonstrerer TV 2 Kosmopols reporter med skjult mikrofon, hvor nemt det er at købe illegale opioid-piller i københavnske kiosker. I indslaget gennemførte reporteren flere interviews under dække af at være køber af pillerne. Historien udkom på et tidspunkt hvor hverken Sundhedsstyrelsen eller politiet havde fokus på problemet. 

En af seriens mest gribende historier omhandler den unge misbruger Thor, der inviterede TV 2 Kosmopols reporter med ind i sin verden af misbrug. Historien blev til gennem en tæt og tillidsfuld relations opbygning, som gjorde det muligt for Thor at dele sin rejse fra en eksperimenterende efterskoleelev til en 21-årig heroinmisbruger. 

Takket være TV 2 Kosmopols dygtige, vedholdende og fortsatte dækning, er emnet om unges brug af opioid-piller i dag blevet en del af den brede offentlige debat. Opioid-historien har affødt citater og opfølgende historier i de største landsdækkende medier – blandt andet i dokumentarer og podcasts på TV2 og DR. Derudover har historien ført til politiske udspil og handlingsplaner for millioner på nationalt plan. 

 Der er i perioden fra februar 2023 – til dags dato 2024 udgivet 79 artikler og 36 TV-indslag  

 

Materialer
Blizzload