Auktionshusets hemmelige metode
Skrevet af Maja Vester
Når du sidder og byder på en vare på en online-auktion, kan du langtfra være sikker på, hvem der også sidder og byder med. TV2 Østjylland afslører i foråret 2024, at de ansatte i et af landets største online-auktionshuse, Campen Auktioner, selv sidder og byder med i det skjulte - på de varer, huset sætter til salg. Og uden at fortælle det til kunderne.
Det hele begynder med en whistleblower. En tidligere ansat, der kan dokumentere, at en række auktioner er blevet vundet af virksomhedens egne ansatte, hvorefter de samme varer er blevet hjemtaget til 0 kroner. Ifølge den tidligere ansatte sker det, så de samme varer kan sættes til salg igen på et senere tidspunkt og måske sælges til en højere pris.
TV2 Østjyllands Henrik Birkbak får i tiden efter kontakt med flere utilfredse kunder. Blandt andet via en granskning af Campen Auktioners Trustpilot-profil. En fortæller, at han har købt et antal bord-bænke-sæt fra konkursboet efter Langelandsfestivalen. Dog har han siden undret sig over, at prisen pludselig steg markant, efter han havde lagt sit første bud. TV2 Østjylland dokumenterer senere, at netop bord-bænke-sættene er én af de varer, Campen Auktioners egne ansatte har budt på.
I projektet har Henrik Birkbak mødt betydelig modstand fra Campen Auktioner, som hele vejen har afvist urent trav og sået tvivl om TV2 Østjyllands research. Campen Auktioner kalder selv metoden for hjemkøbsret, som bruges, når der er aftalt en fast mindstepris med sælger. De ansatte sidder så, ifølge Campen Auktioner, og byder med, indtil den aftalte mindstepris er indfriet. Campen Auktioner forklarer også, at mindstepriser er helt almindelig praksis i branchen.
Flere eksperter er dog kritiske. For Campen Auktioner oplyser hverken til deres kunder, når der er aftalt en mindstepris, og at det kan være husets egne ansatte, som sidder og byder med. Det åbner for bondefangeri og ligner et brud på markedsføringsloven, fordi kunderne ikke har mulighed for at handle på et fuldt oplyst grundlag, lyder vurderingen.
Historien er tilvejebragt med afgørende dokumentation leveret af en kilde, som har underskrevet en tavshedsklausul, og som TV2 Østjylland har skulle gøre alt for at beskytte. Campen-kunder er fundet via blandt andet Trustpilot, og der har skulle skaffes dokumentation for forløbet i de handler, de har deltaget i. Campen Auktioner forelægges oplysningerne allerede i projektets spæde start for at syreteste journalistikken maksimalt.
TV2 Østjylland udkommer på web, sociale medier, tv og som en dokumentar til TV2 Play. Det sætter landsdækkende dagsorden og skaber grobund for en stor nyhedsdækning om auktionskunders sikkerhed, når de handler på nettet. Og det rejser debat i Folketingssalen, hvor justitsminister Peter Hummelgaard er bliver bedt om at forholde sig til sagen, og hvor flere partier nu har ytret ønske om en bedre regulering af onlineauktionsbrancen.
Efterfølgende er Forbrugerombudsmanden gået ind i sagen. Og den seneste udvikling er, at Campen Auktioner har gennemført en økonomisk rekonstruktion. Blandt andet med henvisning til aflyste auktioner efter TV2 Østjyllands dækning, som, ifølge dem, har været vedholdende negativ og ikke retvisende. Campen Auktioner har dog efterfølgende præciseret på deres hjemmeside, at virksomhedens egne ansatte kan byde med, når der er aftalt en mindstepris. Selve mindsteprisen holder de fast i, de ikke vil oplyse.
Historien om Campen Auktioner er meget mere end et auktionshus med utilfredse kunder og en skjult metode, der møder kritik. Det handler om en branche, hvor lovgivningen ikke er fulgt med ind i den digitale tidsalder, og hvor der tilsyneladende er gode muligheder for diverse fiduser, så længe det sker på nettet. Noget, der potentielt kan ramme os alle.
For afsløringerne og den efterfølgende nyhedsdækning vil TV2 Østjylland gerne indstille Henrik Birkbak, Anders Madsen, Michael Lauritsen og Anne Troensegaard.