Et spadestik dybere
Et spadestik dybere

Hvem skal redde Alex?

Skrevet af Maja Vester

Intet at vise
Indhold

’Hvem skal redde Alex?’ er et unikt indblik i tilværelsen hos en kvinde, der tilhører gruppen af de allersvageste borgere i Danmark. Nok er det historien om Alex, men perspektivet er langt større. Det handler om 9000 personer, som, ifølge VIVE, er i klemme, og hvor en cocktail af psykisk sygdom, misbrug og kriminalitet, gør det notorisk svært at finde løsninger i et system, hvor helhedstænkningen mangler. Det er i sig selv en menneskelig tragedie og et velfærdssamfunds værdimæssige fallit. Historien viser, at det kan koste millioner af skattekroner at lappe hulle og rydde op efter mennesker som Alex, og at uskyldige, uforvarende mennesker kan komme til skade på grund af et andet menneskes psykiske sygdom.
 
TV2 Østjylland afdækker i efteråret 2023, hvordan Alex Aria Balogh er blevet svigtet, siden hun var en helt lille pige og boede hos en plejefamilie i Ungarn. Og hvordan hendes nuværende adoptivforældre i Lime på Djursland mister grebet om hende på grund af de uoprettelige ar, hun har på sjælen fra den tidlige opvækst. At skiftende kommuner forsømmer at finde varige løsninger og ender med ligefrem at skændes om ikke at have ansvaret for Alex. At psykiatrien – på trods af talrige indlæggelser – ikke kan komme i bund med hendes mange udfordringer, hvorefter hun gang på gang udskrives til gaden. Og at hendes misbrug og voldsomme indre smerte, som udtrykkes med opmærksomhedshungrende, udadreagerende og voldelige adfærd, blot eskalerer, mens hun flyttes fra kasse til kasse i et silopdelt velfærdssamfund, som ikke er gearet til at håndtere komplekse borgere som Alex.
 
Den 9. januar 2023 lander en mail hos TV2 Østjylland. Den er skrevet af en kvinde, der kalder sig Alex. Hun giver udtryk for, at hun har brug for at fortælle sin historie om groteske svigt i systemet. Og hun vedhæfter et billede af politiets døgnrapport, hvori det fremgår, at en kvinde har smadret et letbanestoppested i Aarhus. Hen over billedet er der en grafik med ordene ’pitbull’en’.
 
Journalist, David Essenbæk Jakobsen, møder senere Alex Aria Balogh på en skrænt i Skejby, hvor hun holder til, når hun ikke er indlagt i psykiatrien, sidder i arresten, ligger på hospitalet eller sover på tilfældige adresser. Hun er indebrændt, skejer ud og lytter til techno-musik fra en højtaler, som hænger i en kæde om halsen. Og i en sportstaske har hun med sig nogle få personlige ejendele, et par knive, en økse og en hel masse piller, som hun bruger til at ’slukke for hjernen’ eller simpelthen bare slå sig selv ud med, når de indre forstyrrelser bliver for meget.
 
TV2 Østjylland går langt for at dokumentere årsagerne til og konsekvenserne af det voldsomme liv, Alex lever. David Essenbæk Jakobsen bliver i bestræbelserne på at følge Alex tæt over lang tid flere gange bragt i dilemmafulde situationer, hvor han må bryde med fluen på væggen-princippet og gribe ind. For eksempel, når hun har taget for mange piller og ikke kan tage vare på sig selv. Det er en journalistisk opgave meget langt ud over det sædvanlige. Og det har krævet løbende – og grundige – overvejelser. 
 
Men det er også ved først og fremmest at være til stede over en længere periode, at historien har foldet sig ud, og at vi finder ud af, at dette ikke kun handler om én psykisk syg kvinde. For eksempel finder TV2 Østjylland frem til den mand, der uforvarende bliver en del af Alex’ turbulente og farlige virvar, da han finder hende helt væk på piller og bevidstløs ved et letbanestoppested og må ringe til alarmcentralen. Et meget konkret eksempel på, hvordan også helt almindelige mennesker kan blive trukket ind i de problemer, Alex har, hvis bare man er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Denne historie er relevant for os alle.
 
Alex-projektet er derudover tilvejebragt ved hjælp af brugerinddragelse, interviews og enorme mængder dokumentation. Sagsakter fra to kommuner, Region Midtjylland, Østjyllands Politi og en række andre instanser har gjort det muligt at lave tidslinjen over Alex. Fra lille, uskyldig pige med store brune øje til hjemløs pillemisbruger med ansigtstatoveringer og pupillerne gemt væk bag reptillinser.
 
Historien udkommer først som webdok. Derefter en række artikler, indhold til Instagram, Facebook og TikTok, tv-indslag og en dokumentar til TV2 Play og YouTube. Det skabte grobund for en omfattende nyhedsdækning. Og på den korte bane har den fhv. ansvarlige minister, Pernille Rosenkrantz-Theil, erkendt, at Alex ikke får den hjælp, hun har brug for. Og statsminister, Mette Frederiksen, har lovet, at regeringen vil se på værdigheden for socialt udsatte, og hvordan man kan lave en indsats, der går mere på tværs.
 
Seneste udvikling er, at Pernille Rosenkrantz-Theil hen over sommeren har delt flere opslag om Alex på Instagram med budskabet om, at landets mest socialt udsatte skal mødes med værdighed. Det følger TV2 Østjylland naturligvis op på. Når regeringen siger, der skal gøres mere for de allermest udsatte, henviser den til Alex-sagen. Det er vi stolte af. TV2 Østjylland indstiller David Essenbæk Jakobsen, Michael Lauritsen, Marie Mønster, Kristian Nygaard Jakobsen, Oskar Fisker, Kristian Brøndum, Pernille Olsson, Henrik Birkbak for den foreløbige dækning af Alex-sagen, der er så meget mere end et enkelt menneskes deroute.

Materialer
Blizzload