Berømt fedmebehandling kan give børn anoreksi
Skrevet af Allan Rasmussen
Journalist Pernille Rohde, Sjællandske Nyheder, indstilles til Spadestikprisen 2024 for sin afdækning af, at fedmebehandling af børn og unge kan medføre udvikling af anoreksi.
Fedmebehandlingen kendt som Holbæk-modellen og dens ophavsmand overlæge Jens-Christian Holm er blevet berømmet i ind- og udland blandt andet gennem DR-dokumentarerne ”Generation XL” og gennem indslag hos BBC World. 5000 børn og unge er blevet behandlet efter modellen. Men ikke alle jubler over den. Unge, deres forældre og eksperter advarer nu om, at modellen kan føre til spiseforstyrrelser som anoreksi.
Et tip om en dreng, der var blevet alvorligt syg af anoreksi efter at have været i fedmebehandling i Holbæk-modellen, vakte Pernille Rohdes interesse, ikke mindst fordi drengen og familien på Klinik for Spiseforstyrrelser havde fået at vide, at de ofte fik børn ind med anoreksi, som havde været i fedmebehandling på Holbæk Sygehus først.
Dette førte til en 10 måneder lang graveproces, hvor første store udfordring blev at skaffe cases. De skulle eksistere i hobetal, men er ikke registeret nogen steder. Og da spiseforstyrrelse er en alvorlig psykisk lidelse og tabubelagt er casene meget sårbare og i mange tilfælde ude af stand til at stå frem. Pernille fik kontakt til flere, som ikke ønskede at deltage eller sprang fra efter nøjere overvejelse.
Tal fra Sundhedsdatastyrelsen gjorde ingen klogere og viste ikke, at fedmebehandlingen har været en klar årsag til den efterfølgende spiseforstyrrelse. Kun de allersværeste tilfælde af spiseforstyrrelser, behandles i psykiatrien. Nogle behandles slet ikke, mens andre får behandling fx hos praktiserende læge, terapi eller et privat behandlingssted.
Store mørketal og manglen på data førte vægten i dokumentationskravet over på erfarings- og ekspertkilder.
Heldigvis blev sidstnævnte det markante gennembrud i sagen, hvor en ledende overlæge fra Klinik for Spiseforstyrrelser kunne bekræfte sammenhængen mellem fedmebehandling og udvikling af spiseforstyrrelser. Og nærmest samstemmende haglede kritikken ned over Holbæk-modellen fra Askovfondens behandlingssted for spiseforstyrrelser (Askovhus), Julemærkehjemmene og Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.
Det lykkedes også efter måneders slid at få to cases til at stå frem og fortælle om deres alvorlige bivirkninger ved behandling med Holbæk-modellen.
Og trods god underbygning af, at Dr. Holms metoder bør gås efter i sømmene, holder han i et konfronterende interview fast i, at Holbæk-modellen fungerer, som den skal og, at kritikken er forfejlet.
Siden udgivelsen af historie-komplekset i august 2024 har flere forskere, behandlere og patienter rakt ud til Sjællandske Nyheder med hård kritik, og en videre dækning af sagen pågår efter deadline for indstilling til Spadestiksprisen.
Pernille Rohde har sideløbende med graveprojektet bidraget i den daglige produktion på redaktionen i en voldsom omskiftelig periode både arbejdsmæssigt og privat. Men Pernille har stædigt holdt snuden i sporet og på forbilledlig vis bragt en vigtig og hidtil ubemærket problematik frem i lyset.
”Børn skal ikke på slankekur”, lyder mantraet fra professionelle behandlere, læger og psykologer uden for sygehusvæsnet. Samtidig holder landets sygehuse fast i Holbæk-modellen med vejninger og kostplaner, hvor nogle børn ender som tabere med livsvarige mén.